Mere frihed i folkeskolen

SF vil ikke acceptere, at alle skolebørn skal tvinges tilbage i stive rammer med lange skoledage, høje klassekvotienter, test og bureaukratiske planer. Vi ønsker frihed til skolerne - alt for meget styres inde fra Christiansborg.

Nu har SF i Folketinget den 1. juni 2021 været med til at beslutte en hjælpepakke, så skolerne i det kommende skoleår frit kan gøre skoledagen kortere ved at veksle den understøttende undervisning til kortere dage med flere timer med to lærere (eller én lærer og én skolepædagog). Fx kan man forkorte de yngste elevers skoledag.

Derudover droppes alle krav om elevplaner og kvalitetsrapporter også i det kommende år. Det vil give læreren mere tid til eleverne. Elevplaner er en tidrøver. SF vil ikke have dem tilbage, så vi kæmper for at blive helt fri for dem.

Med i hjælpepakken er der afsat 295 mio. kr. til faglige indsatser og trivselsindsatser på skoler i Danmark, som Fredensborg Kommune også vil få glæde af.

SF i Fredensborg vil foreslå, at alle skoleledelser og -bestyrelser modtager en særlig grundig information fra Fredensborg rådhus om de nye frihedsgrader for det kommende skoleår, så de bliver gjort opmærksomme på deres valgmuligheder, og så hver enkelt skole kan vælge disse frihedsgrader til efter eget ønske.