Bioposer er ikke bedst for miljøet

Endelig skal vi igen til at indsamle bioaffald til biogas og recirkulering af fosfor og kulstof til markerne. SF er stærkt tilfreds med dette.

Skal vi så bruge plastposer eller bioposer til vores bioaffald? Venstres Byrådsgruppe postulerer den 2. februar 2021 i FAA med ”Ikke mere mikroplast på markerne! ”. En melding det er svært at være uenig i. Men deres konklusion, at bioposer til indsamling af bioaffald er bedre end fossile poser holder ikke.

I Danmark satser vi nu mere på biogasanlæg end på komposteringsanlæg til behandling af bioaffald. Det foregår på den måde, at bioaffaldet forbehandles i et anlæg, hvor plast og fejlsorteringer som metal og glas m.m. fjernes maskinelt, hvorefter biomassen omdannes til en masse med konsistens som tynd havregrød (pulp). Denne kan pumpes over i lastbiler og køres til de biogas anlæg, der aktuelt har kapacitet. Evt. små rester af bioposer i pulpen nedbrydes ikke under de iltfrie forhold i et biogasanlæg.

Bionedbrydelige poser er primært udviklet til det tyske marked, hvor man behandler bioaffaldet i store komposteringsanlæg, hvor komposteringstemperaturen typisk kommer op i nærheden af 70 oC. Standarderne for bionedbrydelighed retter sig mod dette.

Vores erfaringer er, at bioposer ikke nedbrydes helt i alm. husholdnings kompost i løbet af det første år. Teknologisk Institut (1) angiver, at ”bioplast kan være bionedbrydeligt, men kan som udgangspunkt ikke nedbrydes i naturen. Efterlades det alligevel i naturen eller i vores vandmiljø, bliver det først nedbrudt efter mange år ligesom traditionel plast gør” og ”Bionedbrydelig plast kan desværre ikke genanvendes”.

Bionedbrydelige poser har, som oftest, en gummi karakter, som dels gør dem mindre holdbare i husholdningen, dels kan de give problemer på forbehandlingsanlæggene. Hvis forskellige kommuner, der leverer til samme forbehandlingsanlæg, bruger forskellige typer poser og kan bioposer gøre at almindelige plastposer ikke kan genanvendes. Derfor er en række aktører, fra bl.a. Plastindustrien og Forum for cirkulær plastemballage, kommet med en opfordring til at holde bionedbrydelig plast ude af affaldssystemet (2).

Endelig er bioposer noget dyrere end almindelige plastposer.

Da vi således ikke kan se fordele ved anvendelse af bioplastposer, men flere ulemper, er SF’s konklusion, at vi ikke kan støtte, at vi i Fredensborg Kommune udleverer bioposer til bioaffaldet. Hvis vi senere skal indføre bioposer, skal det være efter klare faglige anbefalinger, bl.a. fra det forbehandlingsanlæg, som skal modtage affaldet, og koordineret med de øvrige leverandører til dette anlæg.

1)     Værd at vide om bioplast - Teknologisk Institut

2)     Ingeniøren 31. maj 2018: Bioposer passer ikke ind i det danske affaldssystem.