Bestyrelsens årsberetning 2017

Årsberetning for SF Fredensborg og Hørsholm 2017 til
generalforsamlingen den 25. februar 2018.

Bestyrelsen
blev ved generalforsamlingen den 26. februar 2017 sammensat således:
- Ole Bergmann, der var fungerende formand, blev valgt som formand for 1 år
- Torben Forskov, blev genvalgt som kasserer for 2 år
- Benno Arndt, blev valgt for 2 år, senere på året afløst af suppleanten Kjeld Kjertmann, som nu har trukket sig
- Berit Holtegaard, som ikke var på valg
- Ulla Frøsig, som blev valgt for 1 år.

Derudover bestod bestyrelsen af
- Hanne Berg, der som byrådsmedlem i Fredensborg er født medlem
Sidst på året blev bestyrelsen tiltrådt af
- Henriette Brandt Pedersen, der som nyt byrådsmedlem for SF blev medlem af bestyrelsen.

Som suppleanter for 1 år valgtes
- Kjeld Kjertmann, som suppleant for Hørsholm, byttede en del af året plads med Benno Arndt, der i den periode var suppleant.
- Line Koch, som 1. suppleant for Fredensborg. Hun fratrådte sin plads senere på året.
- Lis Grete Møller, som 2. suppleant for Fredensborg.

Bestyrelsen har holdt 11 møder siden generalforsamlingen, langt de fleste har været åbne for medlemmer efter tilmelding. To af bestyrelsesmøderne havde udelukkende deltagelse af bestyrelsesmedlemmer og -suppleanter, fordi der var personsager på dagsordenen.  

2017, et år med kommunal- og regionsrådsvalg:

2017 blev selvfølgelig præget af, at der skulle holdes kommunal- og regionsrådsvalg i november.

Allerede før årsskiftet havde vi selvfølgelig drøftet opgaven med at stille kandidatlister i de to kommuner. Vi var nogenlunde sikre på at kunne stille med en i Fredensborg, mens det var helt usikkert, om der kunne vise sig kandidater i Hørsholm. Der var også nedsat en arbejdsgruppe bestående af Lis Grete Møller, Ib Tune Olsen og Torben Forskov, som barslede med et oplæg om emner til valgkampagnen.

Der blev holdt et opstillingsmøde den 15. marts. Her blev der opstillet en liste bestående af Hanne Berg, Ole Bergmann, Torben Forskov og Lis Grete Møller. Senere blev listen udvidet med to nye medlemmer: Bent Sonne fra Kokkedal og byrådsmedlem Henriette Brandt Pedersen.
Henriette, der var valgt til byrådet for Enhedslisten, havde meldt sig ud og blev ved landsledelsesbeslutning optaget som medlem af SF og opstillet som nr. 4 på kandidatlisten.
Bent var fortsat nr. 5 og Lis Grete var nr. 6.

Der blev tidligt indgået et teknisk valgforbund med Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet.

Der blev udarbejdet en fælles folder med Hanne på forsiden og præsentation af valgoplægget og de øvrige kandidater indeni. 1/6 af pladsen blev tildelt regionsbestyrelsen som oplæg til regionsrådsvalget, hvortil Ole Bergmann var opstillet som nr. 9.

Det blev besluttet, at de første fire kandidater skulle på plakater, som blev bestilt centralt i et ret beskedent omfang, idet vi tilsammen rådede over 350 plakater i Fredensborg foruden et antal plakater med de tre første kandidater på regionslisten: Jens Mandrup, Peter Westermann og Karoline Vind, som i øvrigt var dem, der blev valgt ind i det nye regionsråd.

I Hørsholm så det meget længe ud til, at vi ikke kunne opstille. Ved kommunalvalget i 2013 manglede der kun 26 stemmer i at få SF i kommunalbestyrelsen, hvorved næsten 500 SF-vælgere i Hørsholm blev hjemløse. Der blev afholdt et opstillingsmøde den 19. april 2017, men ingen interesserede dukkede op.

Vi besluttede at forsøge en satsning på regionsvalget og invitere til et valgmøde sammen med andre partier for at bakke op om først og fremmest vores ”lokale” kandidat Peter Westermann.

Da den tidligere formand for partiforeningen Louise Zabel, som havde været opstillet til kommunalvalget i 2013 sammen med Lars Iversen, meldte sig på banen som kandidat, koncentreredes kræfterne i partiforeningen om at forsøge at få hende valgt.
Der blev indgået teknisk valgforbund med Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Kristendemokraterne. Alternativet ville ikke med. De indgik i første omgang i valgforbund med Venstre og Dansk Folkeparti, men sprang også fra det.
Der blev udarbejdet en valgfolder, og der blev fremstillet plakater med Louise.

I valgkampen blev der ydet en stor indsats af kandidaterne i såvel Fredensborg som Hørsholm godt hjulpet af den lille aktive gruppe af medlemmer. Indsatsen bestod i opsætning af plakater, hustandsuddeling af foldere, deltagelse i en forholdsvis lang række valgmøder. Kjeld Kjertmann var uhyre aktiv med en række velformulerede, relevante læserbrev.

Resultatet af valget blev en lille stemmefremgang i Fredensborg kommune, men ikke nok til at ændre repræsentationen i byrådet. I Fredensborg fortsætter Hanne Berg; vi mistede vores udvalgsformandspost men opnåede en næstformandspost.
I Hørsholm noterede vi en lille tilbagegang men et flot resultat for Louise.

Det lokale arbejde i partiforeningen:

Vores folketingsmedlem Trine Torp sender med jævne mellemrum sit nyhedsbrev til os, og hun deltager i alle de aktiviteter, vi inviterer hende til, hvis overhovedet muligt. Hun deltager næsten altid i storkredsens møder som landsledelsesmedlem og folketingsmedlem.

Partiforeningen består nu af ca. 70 medlemmer, fordelt med ca. 12 i Hørsholm og resten i Fredensborg kommune.

Vi er meget opmærksomme på at give løbende informationer til medlemmerne, dels med nyhedsbreve, invitationer til arrangementer og møder, dels med velkomstbreve til nye medlemmer. Vi har fået enkelte nye medlemmer i løbet af året, også et par stykker på gennemrejse. Det har virkelig høj prioritet at få flere, især yngre medlemmer, medlemmernes meget høje gennemsnitsalder taget i betragtning.

På Landsmødet den 25. – 26. marts i Odense var partiforeningen repræsenteret af Torben Forskov, Kjeld Kjertmann og Ole Bergmann.
Medlemsmøder i 2017:

29. marts havde vi indkaldt til møde om En stærk folkeskole med undervisningsordfører Jacob Mark som indleder. Vi havde indbudt lærerkredse, BUPL og nabopartiforeningerne men fremmødet var desværre meget beskedent.

1.maj holdt Socialdemokraterne og Enhedslisten egne møder, så vi besluttede at holde vores et lidt utraditionelt sted, i Danske Banks tidligere lokaler i Nivå Center.
Folketingsmedlem Trine Torp, regionsrådsmedlem Lise Müller og byrådsmedlem Hanne Berg holdt talerne, og vi havde besøg fra BUPL i Nordsjælland, som fortalte om normeringsundersøgelsen.
Lise mødte både i egenskab af medlem af regionsrådet og som vores lokale folketingskandidat.
Efter at Teis Volstrup trak sig, blev Lise valgt som nr. 2 i storkredsen. Lise er siden da blevet valgt som den ene af SFs to næstformænd.

27. august blev der afholdt et medlemsmøde om valgkampen og om budgetoplægget i Fredensborg kommune.

13. september møde med FOAs næstformand Mona Striib. 

SF Nordsjælland (storkredsen):

Holder min. 4 årlige møder, hvor formændene (eller en suppleant) fra de 10 partiforeninger deltager, og hvor vores landsledelsesmedlem Trine Torp også deltager, foruden en repræsentant fra SF regionsbestyrelsen og et folketingsmedlem (som enten er Trine eller en af de øvrige 6).
I princippet en opgave for formanden, men Ulla Frøsig har som næstformand påtaget sig en del af møderne, skiftende med Torben Forskov.
Torben er i 2018 blevet valgt til kasserer for storkredsbestyrelsen.

 Af storkredssamarbejdet er der opstået et to gange årligt tilbagevendende tværkommunalt samarbejde mellem byrådsmedlemmer med formænd, som mødes på skift hos hinanden og drøfter lokalpolitiske udfordringer og udveksler idéer.

Hjemmesiden

Torben Forskov holder styr på hjemmesiden, Ole Bergmann forvalter vores Facebookprofil og opslag.

Som altid vil jeg opfordre til, at I bruger hjemmesiden aktivt, både til at holde jer orienteret og til at bidrage med indlæg (som sendes til Ole på olebergmann@hotmail.com )

På bestyrelsens vegne,

Ole Bergmann

formand

 9.2.2018

Skriv første kommentar

Email again: