Søstien om Esrum Sø

SF i Fredensborg støtter idéen om en rekreativ sti rundt om Esrum Sø.
Af Ole Bergmann, byråds og regionsråds kandidat for SF

I 2011 medførte cykelløbet PostDanmark Rundt en bilfri dag Esrum Sø rundt. Den dag var vejene fri for biltrafik, men da feltet var suset forbi, vendte vejene tilbage til den normale tilstand på bilernes betingelser.

Nu ser jeg til min store glæde, at Danmarks Naturfredningsforening vil forsøge at genoplive den gamle idé om en søsti. Hillerød kommune har meldt sig ind i idéen, mens Helsingør åbenbart ikke er interesseret. Og det er en virkelig skam, fordi et søstiprojekt står og falder med en løsning netop i den fjerdedel af kvadranten, der ligger i Helsingør kommune. Her er gående og cyklende henvist til at færdes på særdeles ubehagelige bilveje fra Jonstrup til Esrumgård.

Projektet må nyde fuld støtte fra Fredensborg kommune, som kan give et boost og mere indhold i samarbejdet i VisitNordsjælland og gøre Fredensborg til et centrum for moderne cykel- og vandreturisme.

Søstien vil forløbe gennem noget af den smukkeste natur, vi har, og forbi eller i nærheden af en lang række interessante kulturminder og aktivitetsområder. Bl.a.:
Fredensborg slot og Slotsparken
Bærhaven i Danstrup
Esrum Møllegård og Esrum Kloster
Alle skovens picnic-pladser langs Søvejen på vestsiden af Esrum Sø
Fændrikhus Traktørsted
Skovskolen i Nødebo
Nødebo kirke
Stenholt mølle og fugletårnet ved Esrum Sø
Eghjorten naturlegeplads ved Jespervej
Sørup landsby, Sørup havn
Fredensborg havn med ishus og kaffeservering
Skipperhuset med bådfart, båd- og kanoudlejning og frokostrestaurant.
Skipperalléen / Nordmandsdalen
Fredensborg Vandrerhjem/Danhostel

Den velfungerende bådfart kan give muligheder for, at en vandring rundt om Esrum Sø kan opdeles i etaper og i det hele taget åbne op for helt nye oplevelser.

Hvis søstien igen træneres og forhindres af problemer med kommuner og lodsejere, er alternativet at etablere cykelstier ved eller langs
de veje, hvor der i dag ikke er cykelsti: Endrupvej, Stenholtvej og strækningen fra Jonstrup til Esrum.

Kommentar til Konservativt indlæg

Ole Bergmann juli 2017

Tivolisering i Kongernes Nordsjælland
Den konservative viceborgmester Ulla Hardy-Hansen har desværre nok ret i, at det vil blive op ad bakke for drømmen om en sti hele vejen rundt om vores dejlige Esrum Sø til glæde for mange af de turister, hun ellers så gerne vil have til Fredensborg.

En sådan sti for de gående og cyklende ville ellers passe som fod i hose til de fine initiativer, der er taget med f.eks. revitaliseringen af Bådfarten og etableringen af traktørstedet i Fændrikhus på vestsiden af søen. Men Ulla Hardy-Hansen kalder den slags for ”tivolisering” og turen omkring søen kalder hun en ”karruseltur” og bakker helt op om den modstand, de forholdsvis få lodsejere har givet udtryk for.

I forvejen boykotter disse lodsejere over en bank etableringen af Nationalpark Kongernes Nordsjælland, som kun i det fremlagte forslag har en vis udstrækning, fordi staten råder over så store arealer i form af skove, slotsparker og søer. Nogen videre sammenhæng mellem områderne er der ikke tale om.

En søsti kunne give moderne familieturisme et virkeligt boost med udgangspunkt i Fredensborg, men det er efter Ulla Hardy-Hansen opfattelse ikke et foretagende, der gavner ”almenvellet”.

Jeg glæder mig trods alt over, at Ulla Hardy-Hansen ikke har glemt mit alternative forslag til anlæg af stier langs de veje, der i dag er umulige at færdes på for børnefamilier eller andre fornuftigt frygtsomme bløde trafikanter. Det allerbedste skal ikke stå i vejen for det næstbedste, så hvis det forslag kunne nyde fremme i de fire søkommuner, var det ikke helt ved siden af.

Skriv første kommentar

Email again: