Fra frontløber til fod slæbende bagtrop på sortering af bioaffald

af Torben Forskov

Fredensborg, Hørsholm, Allerød og Rudersdal Kommuner har ikke fulgt med udviklingen på bioaffald til biogas.
Mange borgere i Fredensborg Kommune undrer sig over, at vi ikke sorterer bioaffaldet fra husholdningsaffald, som man gør det i mange andre kommuner.

Både nationalt og på EU-plan har vi en målsætning om minimum 50 % genanvendelse af husholdningsaffaldet i 2022 og udsigt til skrappere krav efterfølgende. Det kan kun lade sig gøre i praksis, hvis bioaffaldet fra sorteres og genanvendes til jordforbedring efter kompostering eller bioforgasning.

Når det står stille i Fredensborg Kommune og de kommuner deri samarbejder i Nordfors (tidligere Nordforbrændingen), skal det nok ses i lyset af tidligere erfaringer. Omkring 1990 var Fredensborg-Humlebæk og Helsingør kommuner blandt frontløberne og etablerede et biogasanlæg til kildesorteret bioaffald i Helsingør. Anlægget var en teknisk fiasko og blev nedlagt efter få år med et betydeligt milliontab for kommunerne. Mange af os har stadig stativerne fra dengang.

Siden er der sket en stor udvikling på området. Der findes velfungerende biogasanlæg mange steder. Der er bl.a. udviklet teknikker, så man i særlige anlæg forbehandler bioaffaldet, så plasticposer og andre urenheder bliver frasorteret, mens selve bioaffaldet bliver til en grødagtig masse, der kan transporteres til de bedste biogas anlæg i tankvogne.

Man kan også udlicitere behandlingen af bioaffaldet. Det giver fordele i form af teknologisk fleksibilitet, og at kommunen ikke selv står for investeringerne. Biogasanlæggene kan kobles på naturgasnettet med tilhørende lagermulighed. Dermed kan energien i gassen supplere variable energikilder som sol og vind når de ikke er til rådighed.

Andre affaldsselskaber på Sjælland er i gang med planlægningen eller udrulning af bioaffaldsløsninger.

Teknologien findes i nu, men der er behov for konkrete politiske initiativer, for at fremme løsningerne. Udvikling tager tid, så det bliver svært at nå det i 2022 hvis ikke initiativerne tages snart. 

Skriv første kommentar

Email again: