Udviklingsplan til glæde for folk i Kokkedal





Udvikling er vigtig for at styrke de sociale fællesskaber på tværs af boligområderne i Kokkedal. 

Bycentre med indkøbs muligheder og fælles institutioner skal selvfølgelig ligge stationsnært, og med byens boligområder placeret rundt om byens centrum. Den naturlige bymidte i Kokkedal er Holmegårdscenteret, Bølgepladsen, Kokkedal Skole, Egedalshallen og Pleje- og dagcenteret. Her burde ligge flere butikker for at servicere alle dele af Kokkedals beboere. Derfor er der brug for en udviklingsplan for Holmegårdcenteret. Det skal ikke ligge halvtomt hen, mens både Netto og Cykelhandleren tager sig godt ud i pæne bygninger. 

En udviklingsplan forudsætter visioner i byrådet om, hvordan Kokkedals naturlige og gamle bymidte kan udvikles.

Her er nogle forslag:
Hvordan vi får flere butikker ind i de eksisterende bygninger. Skal et ny sundhedshus ligge ved Pleje- og dagcenteret. Skal nogle af Egedalsvænges lejligheder omdannes til butikker og liberalt erhverv? Benzintanken tager uforholdsmæssigt meget plads op ved Holmegårdscenteret nær skolen og fællesområder. Kan den flyttes og dermed give plads til andre fælles faciliteter?

Mens et flertal arbejder på et nyt bycenter på Cirkelgrunden, vil jeg gå til forhandlingerne i byrådet med et krav om en udviklingsplan for Holmegårdscenteret.

Hanne Berg, SF
Fredensborg byråd